Fredning og bevaring [til forsiden]


Forskellen på en fredet bygning og en bevaringsværdig bygning er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning. En fredning gælder for hele bygningen, såvel det ydre som det indre, mens en udpegning som bevaringsværdig bygning alene vedrører bygningens klimaskærm - altså bygningens ydre.

Ud over de omkring 9.000 fredede bygninger udgør de knap 300.000 bevaringsværdige bygninger en væsentlig del af den danske kulturarv inden for arkitektur og kulturhistorie.

Mens de fredede bygninger administreres af Kulturarvsstyrelsen - dvs. Staten, administreres de bevaringsværdige bygninger i kommunerne. Kommunerne udpeger bygninger som bevaringsværdige. Dette sker enten i kommuneplanen eller ved at udarbejde bevarende lokalplaner, der skal sikre bygningerne.

Man kan få økonomisk tilskud til at restaurere og istandsætte fredede bygninger, hvis arbejdet er godkendt af Kulturarvsstyrelsen. Tilskud skal søges før arbejdet påbegyndes. Ønsker man at starte et større restaurerings- og istandsættelsesarbejde, kan man også søge om at få materialer til restaureringen fra Kulturarvsstyrelsens materialedepoter.

Kommunen kan yde økonomisk støtte til vedligeholdelsesarbejder på bevaringsværdige bygninger, men det er desværre meget sjældent forekommende.

Kommuneatlas Nysted

I 1993 udkom denne fortegnelse over bevaringsværdier i byer og bygninger, udgivet af Nysted Kommune og Miljøministeriet/Skov- og Naturstyrelsen. Man kan muligvis få et eksemplar udleveret fra Guldborgsund Kommunens rådhus, som har overtaget restoplaget fra Nysted Kommune. Ellers kan bogen lånes på biblioteket.

Heri kan man se en stor del af de på den tid eksisterende bygninger vurderet ud fra nedenstående skala. Desuden indeholder bogen overordnede betragtninger over egnens bebyggelser.

Nedrivning

Fredede bygninger kan som udgangspunkt ikke nedrives. For bevaringsværdige bygninger gælder, at disse kan nedrives - dog skal dette i nogle tilfælde offentliggøres i dagspressen, så borgerne har mulighed for at komme med indsigelser.

Skal der foretages en sådan offentliggørelse, forlænges tidsperioden for sagsbehandlingen. Anmeldelsen skal i sådanne tilfælde være sendt videre til offentliggørelse senest 14 dage fra modtagelse af ansøgning og sagen skal færdigbehandles senest 14 dage efter tidsperioden for offentliggørelsen er udløbet.

Kategorisering - bygningerne placeres i følgende kategorier:

Offentliggøres ved nedrivning

Er bebyggelsen vurderet til at ligge mellem ”Bevaringsværdig bygning” og ”Bevaringsværdig 4” skal nedrivningen offentliggøres i dagspressen. 
Er bebyggelsen vurderet til at ligge mellem ”Bevaringsværdig 5” og ” Ikke-vurderet bygning” skal nedrivningen ikke offentliggøres i dagspressen, og sagen behandles indenfor 14 dage fra modtagelse af anmeldelsen.